LOKALDEMOKRATERNE
- vi vælger velfærden først!
BESTYRELSEN PARTIPROGRAM POLITIKKER VEDTÆGTER PRESSE MV. UDVALG INDMELDELSE LINKS KONTAKT OS FORSIDE

VEDTÆGTER

Foreningens navn og opgaver

§ 1.

Foreningens navn er:

Lokaldemokraterne i Helsingør

Lokaldemokraterne i Helsingør anerkender foreningens lokalpolitiske program og vil virke for dets gennemførelse på grundlag af foreningens love og beslutninger. Programmet er forelagt og vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling og vedlagt vedtægterne som bilag 1.

Programmet kan alene ændres ved beslutning på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

Formålet

§ 2.

Lokaldemokraternes formål er at arbejde politisk for gennemførelse af foreningens politiske program i Helsingør Kommune.

Dette mål søges opnået ved:

  1. at inddrage medlemmerne af foreningen i beslutningsprocessen om organisatoriske og lokalpolitiske spørgsmål
  2. at inddrage borgerne i en dialog med foreningen om den aktuelle og langsigtede politik
  3. at opstille kandidater til valg til byrådet i Helsingør og andre offentlige lokale tillidshverv samt nærdemokratiske råd og nævn.

Medlemsrettigheder

§ 3.

Medlemmer af Lokaldemokraterne har ret til at deltage i de politiske beslutninger og i foreningens organisatoriske arbejde.

Det betyder:

1.      ret til indflydelse og løbende information gennem:

1.1.   deltagelse i møder, kurser, debatgrupper og politiske høringer

1.2.   tilslutning til det elektroniske mødested ”lokal-dialog” med information og debat

1.3.   politiske programmer og debatoplæg.

2.      ret til at deltage i opstilling og valg af kandidater til politiske og organisatoriske tillidshverv på opstillingsmøder og gennem urafstemninger

3.      ret til selv at blive stillet op som kandidat til politiske valg til byrådet i Helsingør Kommune

4.      ret til at stille op til tillidsposter i foreningen

§ 4.

Foreningen skal i god tid før hvert kommende byrådsvalg gennem et medlemsmøde medvirke til at fastlægge den politik, Lokaldemokraterne vil føre i byrådet.

§ 5.

Foreningen skal føre valgkamp for de opstillede kandidater.

Foreningen er ansvarlig for, at der opstilles en liste for Lokaldemokraterne til byrådsvalget.

§ 6.

Foreningen mødes mindst 2 gange om året med foreningens valgte byrådsmedlemmer til drøftelse af det kommunalpolitiske arbejde. Foreningens ledelse deltager med 1 repræsentant ved gruppemøderne under sager, der er offentlige og skal inddrages i beslutningsprocessen. 

§ 7.

Foreningen tilrettelægger agitationen for øget tilslutning til foreningen.

§ 8.

Foreningen planlægger og gennemfører bedst mulig støtte og uddannelse af sine medlemmer.

Foreningen understøtter oprettelsen af temagrupper, der kan komme med indstillinger til forskellige lokalpolitiske spørgsmål. Foreningen tilstræber oprettelse af en temagruppe for hvert fagudvalg i byrådet.

Betingelser for medlemskab

§ 9.

Enhver, som anerkender Lokaldemokraternes program, og som vil tilslutte sig vedtægterne for Lokaldemokraterne, kan optages som medlem af foreningen.

Kun borgere bosat i Helsingør Kommune har stemmeret på generalforsamlingen.

Ingen kan nægtes optagelse som medlem, uden at dette er tiltrådt af en generalforsamling med 2/3 flertal.

Ingen, som tilhører noget andet partis organisation eller byrådsgruppe, er opstillet på eller er stillere for andre lister end Lokaldemokraternes, kan være medlem af Lokaldemokraterne.

Ingen, som udelukkes eller af sig selv udtræder af Lokaldemokraternes byrådsgruppe, kan være medlem af Lokaldemokraterne.

§ 10.

Som medlem af Lokaldemokraterne er man medlem af en lokalpolitisk forening. Medlemskab er med de begrænsninger, at man ikke kan være med til at opstille kandidater, som man ifølge valgloven ikke kan stemme på.

Medlemsrettigheder opnås fra den dag, hvor foreningens medlemsansvarlige modtager skriftlig indmeldelse i foreningen.

Al ind- og udmeldelse foregår til den medlemsansvarlige.

Eksklusion

§ 11.

Eksklusion af foreningens medlemmer kan kun foretages, når en generalforsamling vedtager det med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 12.

Bestyrelsen skal forud for generalforsamlingen give den eller de, der foreslås udelukket, meddelelse i et anbefalet brev om, at et sådant forslag vil blive behandlet på generalforsamlingen. Den (de) pågældende har ret til at deltage i generalforsamlingens behandling af sagen.

§ 13.

Det skal ligeledes bekendtgøres for medlemmerne, at et spørgsmål om eksklusion står på dagsordenen på generalforsamlingen.

§ 14.

Eksklusioner og genoptagelser af udelukkede medlemmer skal godkendes af foreningens generalforsamling.

Alle eksklusioner og genoptagelser af udelukkede medlemmer meddeles disse skriftligt.

Generalforsamlingens afgørelse er således bindende for foreningen.

Stemmeret og valgbarhed

§ 15.

Medlemmer, der har betalt årskontingent og i øvrigt opfylder reglerne for medlemskab, kan deltage i foreningens generalforsamling og i møder, hvortil der ikke er offentlig adgang samt i opstillingen af og urafstemning om foreningens kandidater til byrådsvalget.

Senest den 1. maj i året for byrådsvalg iværksætter bestyrelsen en procedure, hvor der indkaldes forslag til kandidater til valget. Indkaldelsen sker ved annoncering i Ugeavisen Nordsjælland, så det kan komme til medlemmernes kendskab senest 14 kalenderdage, før opstillingsfristen udløber. Bestyrelsen kan vælge at supplere annonceringen med udsendelse af indkaldelsen af kandidatforslag direkte til medlemmerne.

For at være gyldig opstillet kandidat kræves mindst 3 stillere. Det er muligt at være stiller for flere kandidater.

Når bestyrelsen – efter fristens udløb – har modtaget kandidatforslag, sendes disse ud til i urafstemning blandt de medlemmer af foreningen, der opfylder bestemmelserne i første afsnit og er bosiddende i Helsingør Kommune.

Urafstemningen skal være afholdt senest 14 kalenderdage efter opstillingsfristens udløb.

Stemmer skal, for at være gyldige, indeholde en tydelig stemmeafgivning på 3 kandidater.

Den kandidat, der opnår flest stemmer, placeres som nummer eet på opstillingslisten og anses for at være foreningens borgmesterkandidat. Placeringen af de øvrige på listen sker i forhold til deres stemmeantal.

Der opstilles maksimalt 25 kandidater til byrådsvalget. Der anvendes sideordnet opstilling.

Klager over procedurer ved valget skal, for at blive behandlet, være begrundet skriftligt og modtaget i bestyrelsen sen senest 7 kalenderdage efter offentliggørelsen af valget. Valget anses for offentliggjort, når resultatet har været annoncerest snarest muligt efter valghandlingen i Ugeavisen Nordsjælland eller ved direkte meddelelse til medlemmerne.

Alle tvivlsspørgsmål og tvister vedrørende valg, opstilling og valgbarhed behandles og afgøres af bestyrelsen.

§ 16.

Medlemmer, der har betalt årskontingent og i øvrigt opfylder reglerne for medlemskab, kan vælges til tillidshverv inden for foreningen samt politiske hverv.

Foreningens ledelse

§ 17.

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, der ordinært afholdes hvert år i første kvartal. Imellem generalforsamlingerne ledes foreningen af en bestyrelse bestående af politisk leder, organisatorisk formand, kasserer samt 4 bestyrelsesmedlemmer.

Politisk leder og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år.

Kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

Der foretages valg af 2 suppleanter til bestyrelsen. Endvidere vælges 2 revisorer og 1 suppleant. Disse vælges for 1 år ad gangen.

Bestyrelsen har ansvaret for koordineringen af foreningens aktiviteter.

§ 18.

På den ordinære generalforsamling aflægger den politiske leder beretning om foreningens virke i det forløbne år. Udvalg nedsat af generalforsamlingen afgiver beretning om arbejdet i den forløbne tid.

Kassereren forelægger det reviderede regnskab med revisorernes bemærkninger. Regnskabet skal være behørigt underskrevet af den politiske leder, kasserer og revisorer.

§ 19.

Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Dens beslutning er inappellable og kan således ikke indbringes for domstolene.

Den ordinære generalforsamling der afholder hvert år i første kvartal indkaldes med mindst 4 ugers varsel, ved skriftlig meddelelse til hvert medlem med angivelse af dagsorden.

Forslag, der ønskes forelagt den ordinære generalforsamling, skal være foreningen i hænde skriftligt senest 21 dage før generalforsamlingen og udsendes senest 7 dage før generalforsamlingen til medlemmerne.

Dagsordenen skal som minimum indeholde:

1.      Valg af dirigent

2.      Valg af stemmetællere

3.      Valg af referent

4.      Den politiske leders beretning

5.      Udvalgenes beretning

6.      Fremlæggelse af det reviderede regnskab

7.      Fastsættelse af kontingent

8.      Indkomne forslag

9.      Valg ifølge vedtægterne

10.   Eventuelt

§ 20.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelse eller på skriftlig begæring af mindst 25 medlemmer.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes senest 4 uger efter begæringens fremkomst, dog senest 7 uger, såfremt begæringen modtages mellem den 15 juni og den 3 august.

Foreningens økonomi

§ 21.

Medlemskontingentet for medlemmerne fastsættes efter beslutning på generalforsamlingen for et år ad gangen. Kontingentfastsættelsen indgår som en del af dagsordenen for den ordinære generalforsamling.

Såfremt medlemskontingent ikke er indbetalt senest på den ved indmeldelse eller opkrævning angivne betalingsfrist, kan foreningens organisatoriske formand og kasserer efter en rykningsfrist på 14 hverdage fra datoen for rykning meddele medlemmet, at medlemsrettighederne er sat i bero, indtil betaling er registreret i foreningen.

Rykning for restance medfører, at der tillægges et rykkergebyr på 25% af restancebeløbet.

Såfremt medlemmet efter førstkommende generalforsamling efter rykning fortsat er i restance, betragtes medlemskabet som ophørt. Medlemskab og medlemsrettigheder kan herefter generhverves ved indbetaling af restancebeløbet.

Kontingent betales ved bankoverførsel og kan kun i meget specielle tilfælde ske ved betaling med kontantbeløb. Det er den organisatoriske formand og kasserer, der alene afgør dispensation.

Kontingent ved indmeldelse i første halvdel af kalenderåret dækker hele året. Ved indmeldelser foretaget i anden halvdel af kalenderåret betales et halvt års kontingent.

§ 22.

Køb og salg samt pantsætning af jord og fast ejendom kan aldrig finde sted.

§ 23.

Foreningen tegnes af den politiske leder og kassereren i fællesskab – eller efter beslutning på generalforsamlingen.

§ 24.

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.

§ 25.

Foreningen kan ikke nedlægges, uden at det er godkendt på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer.

Ved foreningens nedlæggelse gives foreningens formue til velgørende formål i Helsingør Kommune. Den generalforsamling, der nedlægger foreningen, træffer også bestemmelse om det konkrete velgørende formål.

§ 26.

Ændringer i foreningens vedtægter kan kun ske på en generalforsamling og kræver 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer.

Foreningens vedtægter må ikke være i strid med almindelig dansk retsopfattelse.

Således vedtaget på foreningens
generalforsamling
den 9. marts 2008