LOKALDEMOKRATERNE
- vi vælger velfærden først!
BESTYRELSEN PARTIPROGRAM POLITIKKER VEDTÆGTER PRESSE MV. UDVALG INDMELDELSE LINKS KONTAKT OS FORSIDE

DET VIL VI GERNE MED KULTURVÆRFT/KULTURHAVN

Nedenstående er et læserbrev sendt til pressen inden den stiftende generalforsamling i januar - bragt i Ugeavisen Nordsjælland

I, der sidder i byrådet og kæmper for Kulturværftet/Kulturhavnen samt HD’s redaktør, der taler så varmt for flytning af hovedbiblioteket i sin leder, skal vide, at det, mange af vi borgere siger nej til, hovedsageligt er netop en flytning af hovedbiblioteket og nedlæggelse af Dok½øen. Det er simpelthen bare helt hen i vejret, og vi vil ikke acceptere det.

Vi er meget begejstrede for tanken om forskønnelse af området og mere liv både ude og inde. Når pengene er der, og institutioner og andre kommunale bygninger er i forsvarlig stand.

Det holder altså bare ikke med de ting, I har tænkt jer dernede. Tvært imod er det f.eks. en stor multihal med plads til 2.000 – 2.500 mennesker, vi mangler. Den lille koncertsal til 450 mennesker, som byrådet er så lune på, batter ingenting. Det har vi flere steder til i forvejen. Toldkammeret, Musikteateret, Borupgaard for at nævne nogle af dem. Eller der det mon meningen, at de skal lukke og slukke?

Multihallen, der skal kunne deles op i større og mindre arealer alt efter arrangementets art, kan bruges til koncerter, udstillinger, messer, kræmmermarkeder osv. Kommer der en ny bil fra Toyota, skal det være naturligt, at den fremvises på en biludstilling i Helsingør. Kommer der et nyt anlæg fra B&O, skal det være naturligt, at det fremvises på en udstilling i Helsingør.

Vi skal også have besøg af de store musiknavne fra udlandet! Det skal ikke kun være Horsens og Herning, der kan den slags. Vi har trods alt udover Nordsjælland også et stort opland i Sverige at trække på, når det gælder om at skaffe publikum nok. Men selvfølgelig skal vi også have besøg af de store danske navne som f.eks. Lars Lilholt, Poul Krebs, Niels Hausgaard osv. Trommen i Hørsholm og Støberihallerne i Hillerød kan – så kan vi også!

Louisiana har 1.000-vis af interessante kunstværker, der er gemt væk i kælderen, fordi de ikke har plads til dem alle i den gældende udstilling. Nogle af disse værker kunne også udstilles i denne store hal i kortere og længere perioder. Ligesom der selvfølgelig kunne være udstilling af de lokale kunstnere, der allerede sætter kolorit på værftet. Og de skal stadigvæk have lov til at have deres værksteder dernede.

Man kunne f.eks. lave et billetsamarbejde med Louisiana, så en billet dertil samtidig gælder til Kronborg, Kulturværftet, Handels- og Søfartsmuseet og – evt. – Helsingør Bymuseum, hvis dette flyttes ned på værftet. Det kunne evt. også inkludere en togbillet – med et trinbræt ved værftet, ville det være helt perfekt. Man kunne starte en heldagsudflugt på Louisiana med morgenkaffe og rundstykker og så efter rundtur på museet tage videre til Helsingør, hvor frokost, eftermiddagskaffe og måske middag på nogle af caféerne/spisestederne på værftet er inkluderet.

For der skal naturligvis være masser af caféområder og spisesteder – med smuk udsigt til Kronborg og havnen. Det ville være synd at spilde den smukke udsigt på biblioteksgæster, der må formodes at komme for at læse bøger og aviser mm. og altså ikke for at nyde det smukke syn.

Man kunne flytte banale, men folkelige ting, som Cinemacenter og New Bowl derned. Det ville skabe masser af liv. Brug så i stedet områderne derude – og andre steder omkring byen – til noget mere erhverv og skab nogle flere arbejdspladser, så vi ikke er så mange, der skal pendle mod Købehavn hver dag. Vi vil hellere bruge vores tid og penge herhjemme i Helsingør.

Når man tager på Kronborg og ser Hamlet eller andre ting, skal man selvfølgelig også kunne indtage en god middag – ligesom mange faktisk gerne vil, når de skal/har været i biografen. Det er bare ikke muligt, som det ser ud nu. Der er kun en burgerrestaurant i nærheden.

Kulturhavnen skal også emme af liv. Det skal være Helsingørs Nyhavn. Masser af skibe/både og mulighed for sejlture, havnerundtfart, fisketure osv. Der skal selvfølgelig også være udendørs serveringssteder, når vejret er til det. Der kunne være et friluftsbad i havnebassinet – naturligvis med livredder! – og skøjtebane om vinteren. Der kunne være et ”tivolitog”, der fragter folk oppe fra byen ned på værftet og rundt dernede. Det kunne køre både fra stationen og torvet og måske andre steder. Mange kender det fra udlandet, men man også har haft det i Viborg, og det er faktisk ret hyggeligt.

Der skal selvfølgelig også være Baltic Sails, Post Danmark Rundt, kræmmermarked, cirkus, udendørs koncerter osv. osv. Det store julemarked, der virker ret kompakt på Axeltorv, kunne for en dels vedkommende også flyttes derned. Der skal selvfølgelig stadigvæk foregå noget på torvet, men det kunne være en appetitvækker, før man tager ”tivolitoget” ned på værftet.

Bliver det noget ala ovennævnte – altså en skøn blanding af fin- og banalkultur – er vi sikre på, at størstedelen af Helsingør og en masse turister vil få stor glæde af projektet. Men vi understeger kraftigt, at økonomien skal være i orden!

Med venlig hilsen
Arbejdsgruppen for Lokaldemokraterne
v/Kirsten Jepsen
Kongensgade 14B
Helsingør